Nyhed 5. JUN 2023

Lovende resultater af kompetenceudvikling i engineering

  • Dagtilbud, skole og uddannelse
Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE
Elever er blevet mere interesserede i science og har fået en mere positiv vurdering af jobs inden for science.

Et kompetenceudviklingsforløb i engineering for skolelærere i seks kommuner har vist positive resultater for både de deltagende lærere og deres elever. Lærerne oplever sig mere kompetente, og eleverne er blandt andet blevet mere interesserede i science og har fået en mere positiv vurdering af jobs inden for science.

VIVE har evalueret projektet om kompetenceudvikling i engineering og herunder blandt andet undersøgt, om forløbet har ført til positive resultater hos både lærere og elever.

Overordnet konkluderer evalueringen, at forløbet har været en succes: Lærerne, der har modtaget kompetenceudvikling i engineering, føler sig mere kompetente efter kompetenceudviklingen. For eksempel føler de sig i højere grad tilstrækkeligt klædt på til at gennemføre både problem- og undersøgelsesbaseret undervisning. Desuden er lærernes øvrige praksis i højere grad præget af engineeringkendetegn efter kompetenceudviklingen. Lærerne stiller for eksempel i højere grad eleverne åbne spørgsmål og opgaver, som lærerne ikke selv kender svaret på.

Eleverne har også fået positivt udbytte på flere områder. Det gælder blandt andet deres interesse for science og vurdering af fremtidige jobs inden for science, deres oplevelse af egne faglige evner inden for naturfagene samt tillid til egen viden, evner og potentiale for at blive endnu bedre inden for dette fagområde.

Samlet set peger evalueringen således i retning af, at projektejeren Engineer the Future og VILLUM FONDEN, som har finansieret projektet, er lykkedes med at opnå de positive forandringer hos lærere og elever, som var målet med projektet.