Nyhed 30. JUN 2023

Kommunerne har det næstmindste driftsoverskud i 11 år

  • Økonomi og styring
Arkivfoto: Lars Degnbol/VIVE
Overskuddet er det næstmindste, siden der i 2011 blev indført skærpede sanktioner.

I 2022 havde gennemsnitskommunen et driftsoverskud på knap 2.800 per indbygger. Det er det næstmindste driftsoverskud siden 2011.

En række kommuner nord og vest for København og i det sydlige Jylland har relativt store driftsoverskud, mens flere nordsjællandske og nordjyske kommuner har relativt små driftsoverskud.

Det viser VIVEs gennemgang af kommunernes regnskaber og budgetter for 2022/2023.

”Driftsoverskuddet er noget mindre end de foregående år,” siger Lars Bo Pedersen, senioranalytiker i VIVE

I 2022 havde gennemsnitskommunen et driftsoverskud på det skattefinansierede område på knap 2.800 kr. per indbygger. Tre kommuner havde et driftsunderskud.

”Gennemsnitskommunens driftsoverskud er marginalt mindre end anlægsudgifterne, som de gerne skal kunne finansiere. Det er en afvigelse fra de seneste års tendens, hvor driftsoverskuddet har ligget markant over anlægsudgifterne,” siger Lars Bo Pedersen.

Overskuddet er det næstmindste, siden der i 2011 blev indført skærpede sanktioner, hvis ikke kommunerne tilsammen holder de budgetterede og realiserede serviceudgifter inden for det serviceloft, som aftales mellem KL og regeringen i den årlige økonomiaftale.

Gennemsnitskommunens driftsoverskud er marginalt mindre end anlægsudgifterne, som de gerne skal kunne finansiere. Det er en afvigelse fra de seneste års tendens, hvor driftsoverskuddet har ligget markant over anlægsudgifterne
Lars Bo Pedersen, senioranalytiker, VIVE

Den finansielle stilling er en smule svækket

Efter en længere årrække med stigende finansiel egenkapital er gennemsnitskommunens finansielle stilling svækket en smule. Den finansielle stilling ved udgangen af 2022 er dog fortsat den næststærkeste siden kommunalreformen i 2007. Gennemsnitskommunens finansielle egenkapital ligger i 2022 på -6.500 kr. pr. indbygger.

Kommunerne fortsætter en mangeårig tendens med et positivt skattefinansieret resultat, når jordforsyning medregnes. Gennemsnitskommunen har et skattefinansieret resultat på knap 100 kr. pr. indbygger i 2022.

Da driftsoverskud og anlægsudgifter har omtrent samme størrelse, kan det positive resultat i 2022 henføres til, at gennemsnitskommunen har et overskud fra jordforsyning. Det vil sige et overskud på balancen mellem kommunens udgifter til erhvervelse af jord og byggemodning af grunde og deres indtægter fra salg af disse til bolig- og erhvervsformål.

Om undersøgelsen

VIVE har taget temperaturen på den gennemsnitlige kommunes økonomiske situation. Formålet er at tegne et gennemsnitsbillede for kommunerne på en række centrale nøgletal med betydning for den kommunale økonomistyring. Gennemsnitskommunen betyder det uvægtede gennemsnit i nøgletallene for alle landets 98 kommuner.

Driftsoverskud, finansiel egenkapital og skattefinansieret resultat i alt

Driftsoverskuddet viser, hvor meget større indtægterne fra skatter og generelle tilskud er end kommunens skattefinansierede driftsudgifter. Overskuddet på den skattefinansierede drift skal primært bruges til at dække udgifter til anlægsinvesteringer, afdrag på lån samt et eventuelt behov for at styrke kassebeholdningen.

Skattefinansieret resultat i alt, inkl. jordforsyning, viser balancen mellem indtægter og udgifter, når der yderligere tages højde for resultatet for jordforsyningen.

Finansiel egenkapital er summen af den kortfristede og den langfristede formue/gæld. Den finansielle egenkapital udtrykker dermed den samlede skattefinansierede formue.

En kommune bør på lang sigt sigte mod at have balance mellem de samlede indtægter og udgifter. Ud fra et økonomistyringsperspektiv bør en kommune med en stor nettogæld derfor sigte mod et positivt skattefinansieret resultat for at kunne afdrage på gælden. Omvendt kan en kommune med en tilpas nettoformue godt have et negativt skattefinansieret resultat i en periode, uden at det er et problem.