Nyhed 28. MAR 2023

Jakob Kjellberg bliver medlem af Sundhedsstrukturkommissionen

  • Sundhed
Jakob Kjellberg har mange års erfaring med at gennemføre evalueringer i sundhedsvæsenet.

Sundhedsstrukturkommissionen skal give anbefalinger til organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen. Professor Jakob Kjellberg fra VIVE bliver en del af kommissionen.

Regeringen præsenterer tirsdag den kommission, som skal give anbefalinger til, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes.

Professor Jakob Kjellberg fra VIVE bliver en del af Sundhedsstrukturkommissionen.

”Det er en fantastisk spændende opgave at fremtidssikre sundhedsvæsnet,” siger Jakob Kjellberg.

Sundhedsstrukturkommissionen skal opstille og belyse modeller for fremtidens organisering af sundhedsvæsnet. Modellerne skal understøtte et sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, nærhed og bæredygtighed. 

Kommissionens anbefalinger skal blandt andet beskæftige sig med den regionale struktur, rammer for den kommunale sundheds- og forebyggelsesindsats, samspillet mellem det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene og det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis, organisering og styring af almen praksis, finansierings- og incitamentsstrukturer, kultur og ledelse, koordination af kvalitetsudvikling, organisering af digitale løsninger og it-infrastruktur og en regulering, der understøtter frit valg og patientrettigheder.

I foråret 2024 forventes Sundhedsstrukturkommissionen at aflevere sine anbefalinger.

Her er medlemmerne af Sundhedsstrukturkommissionen

  • Formand: Jesper Fisker, Administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse, og bl.a. tidligere departementschef, tidligere Adm. direktør i Sundhedsstyrelsen og tidligere   direktør for sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
  • Jakob Kjellberg, Professor i sundhedsøkonomi, VIVE
  • Peter Bjerre Mortensen, Professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
  • Dorthe Gylling Crüger, koncerndirektør, Region Hovedstaden
  • Sidsel Vinge, konsulent og tidligere projektchef i Vive og tidligere sundhedschef i Gladsaxe Kommune
  • Mogens Vestergaard, overlæge, seniorforsker og Professor i almen medicin, Aarhus Universitet
  • Marie Paldam Folker, centerchef, Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark
  • Søren Skou, tidligere administrerende direktør, A.P. Møller Mærsk
  • Gunnar Bovim, formand for Helsepersonelkommisjonen og rådgiver på Norges teknik-naturvidenskablige Universitet

Få mere viden

Du kan læse mere om Sundhedsstrukturkommissionen her