Fra spæd til ung – fire nedslag i trivsel og udfordringer

Spædbørn

Overordnet set har danske spædbørn det rigtigt godt. Der er dog tendenser i samfundet, som bekymrer seniorforsker Maiken Pontoppidan, der forsker i trivsel og velbefindende hos spædbørn. For eksempel, at forældre er blevet mere usikre på rollen som forældre. Det skyldes til dels, at vi i dag vokser op med færre børn omkring os, da søskendeflokkene er blevet mindre, og institutionerne har overtaget en stor del af pasningen af børnene. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det betyder, at mange nybagte forældre først holder en baby i armene den dag, de selv får en. Dertil kommer alle forventningerne til forældrerollen, som også er med til at skabe usikkerhed.

”Vi er så vant til at læse bøger og tage kurser, når vi skal dygtiggøre os, men opskriften på ”det gode babyliv” findes ikke. Jeg ville ønske, at nybagte forældre også huskede at prøve sig frem og mærke efter, om de gør tingene på den måde, som føles rigtig for netop deres lille familie,” siger Maiken Pontoppidan.

Hun har også en bøn til, at forældre lægger mobilen fra sig. Hun ser mødre, der ammer eller giver flaske, mens fokus er på mobilen. Men naturen er så smart indrettet med den perfekte afstand fra brystet til moderens ansigt. Forskning viser, at det netop er interaktionen, der gør, at et spædbarn udvikler sig og knytter sig til dets omsorgspersoner.

”Når fokus er på skærmen, er der fare for, at barnet sender nogle signaler, som ikke bliver mødt af moderen. Det mærker barnet og ender måske med at give op,” forklarer Maiken Pontoppidan.

Tidlig opsporing er vigtig

Der, hvor der ifølge Maiken Pontoppidan er særligt behov for fokus, er på familier, som er ekstra udfordrede. Det kan være familier, hvor forældrene selv har haft en svær opvækst, eller hvor misbrug eller psykiske lidelser gør det svært for forældrene at tilsidesætte deres egne behov og samtidig opfylde børnenes.

”Hvis børn ikke oplever omsorg og ikke får deres behov dækket, så kan de få det svært senere i livet, fordi de ikke ved, hvordan de skal agere i forhold til sig selv og andre mennesker,” siger Maiken Pontoppidan.

Hun vurderer, at det er muligt at hjælpe forældrene. Det kræver ofte en stabil indsats over tid, og det er vigtigt at opspore og sætte ind tidligt. Derfor er det positivt, at der er kommet større fokus på samarbejde med fødestederne og på at screene eksempelvis for depression under graviditeten og mistrivsel hos det lille barn.

“Det er den rigtige vej at gå,” mener Maiken Pontoppidan.

Tumlinger

De fleste børn mellem et og seks år har deres daglige gang i dagpleje, vuggestue eller børnehave. Deres trivsel i institutionerne afhænger af mange forskellige faktorer. Men der er en god grund til, at der er flere voksne i en vuggestue end i en børnehave, understreger Nina Thorup Dalgaard, seniorforsker i VIVE.

“Vuggestuebørn har et stort behov for én til én-kontakt og skal have hjælp til at dække de primære behov for at spise, få skiftet ble og sove. Børn i børnehaven er mere selvhjulpne og begynder at få øjnene op for fællesskabet med de andre børn.”

Der findes få studier om normeringer

Selvom der er meget debat om normeringer, så peger Nina Thorup Dalgaard på, at vi rent faktisk ikke ved særlig meget om betydningen af normeringer.

“Der er overraskende få studier på området. Jeg tror, det er, fordi vi tager det for givet, at jo flere hænder, desto mere omsorg – så set i det lys giver det god mening at snakke normeringer,” siger Nina Thorup Dalgaard.

Ser man på tværs af de studier, der trods alt findes på området, kan der måles en lille positiv effekt, når flere voksne er sammen med færre børn. Det giver for eksempel færre konflikter og en mere positiv dialog. Nogle studier viser desuden, at pædagogerne bliver mere aktive sammen med børn i mindre grupper, mens de ved større grupper nemt får en funktion som observatør, der for eksempel skal holde overblik over hele legepladsen.

Behov for børnenes perspektiv

Taler man om forskning i mindre børns trivsel, så er ét perspektiv stort set fraværende, nemlig børnenes eget perspektiv. Det ærgrer Nina Thorup Dalgaard, som tror, at de effekter, vi ser i de eksisterende studier af normeringer, ville være endnu tydeligere, hvis børnene selv fik en stemme.

“Man observerer i institutionerne, vurderer læringsmiljøer og snakker med forældrene. Men børnene, som det hele handler om, bliver sjældent inddraget. Det skyldes formentligt, at det er dyrt og besværligt. Det er en skam, for det kan lade sig gøre, og det ville give et mere retvisende billede af børns trivsel,” vurderer Nina Thorup Dalgaard.

Et børneperspektiv i forskningen vil ifølge Nina Thorup Dalgaard også kunne danne et mere kvalificeret grundlag for beslutninger på området. Når vi ved mere om, hvilke forhold der har betydning for børnene, bliver det nemlig nemmere at prioritere og fordele ressourcer.

Skoleelever

For seniorforsker Thyge Tegtmejer er det vigtigt at understrege, at mistrivsel ikke er ét bestemt problem, men et symptom på mange forskellige problematikker, hvor der er behov for forskellige indsatser.

“Langt de fleste skoleelever trives og har det godt i skolen. Det er vigtigt at sige. Men der er et mindretal, som oplever mistrivsel, og det tal er desværre i vækst,” forklarer Thyge Tegtmejer.

Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at 8,7 procent af eleverne på 4. til 9. klassetrin havde lav elevtrivsel i 2016. I 2018 var tallet steget til 9 procent, og i 2020 til 10 procent. Ifølge Thyge Tegtmejer er stigningen et problem – især fordi vi ved for lidt om, hvad det er, der driver udviklingen.

Skolerne forsøger med tidlige og forebyggende indsatser at være med til at dæmme op for elevers mistrivsel. Det kan være gennem opsøgende samtaler, ordninger med to voksne i klassen eller inkluderende læringsmiljøer, som man forsøger at tilpasse til børn med særlige undervisningsbehov.

Midlerne forsvinder ud af folkeskolen

Udviklingen er imidlertid – stik mod ideen om inklusion – at et stadigt stigende antal af de elever, der ikke trives, bliver flyttet over i specialtilbud. Det har overrasket Thyge Tegtmejer, hvor markant denne udvikling har været.

”Specialtilbud kan uden tvivl være den rigtige løsning, hvis elever ikke kan få den støtte i folkeskolen, de har brug for. Men der er et kæmpe spring fra en folkeskole til et højt specialiseret tilbud, og vi skyder os selv i foden, hvis elevernes ryk til specialskole sker på bekostning af mulighederne for at fange problemerne i opløbet i folkeskolen,” siger Thyge Tegtmejer.

Og Thyge Tegtmejer mener, at der er en betydelig risiko for netop dette. Økonomien på skoleområdet er nemlig opbygget sådan, at midler til specialtilbuddene går fra den almene undervisning og dermed sætter den under et økonomisk pres, forklarer Thyge Tegtmejer. Han henviser til tal fra KL, offentliggjort i Politiken i september i år, der viser, at over 25 procent af midlerne på folkeskoleområdet nu går til de 6,5 procent af eleverne, der er i specialtilbud.

“Når midlerne forsvinder ud af folkeskolen, så forsvinder også en del af mulighederne for at sætte tidligt ind og handle i forhold til børn i stigende mistrivsel. Det er en rigtig uheldig udvikling,” pointerer Thyge Tegtmejer.

Ingen nemme løsninger på kompleks problemstilling

Begrænsede økonomiske ressourcer er dog ikke det eneste problem, når det handler om at forebygge mistrivsel i skolerne. Der mangler også socialpædagogiske kompetencer. Over halvdelen af lærerne i folkeskolen vurderer selv, at de i mindre grad eller slet ikke har kompetencerne til at imødekomme børnenes særlige behov. Derfor handler det i høj grad om at styrke kompetencerne, opbygge større kapacitet og forsøge sig med andre organisationsformer i folkeskolen.

“Det er en super kompliceret problemstilling, der i høj grad handler om at skabe bedre rammer til at arbejde med børn med særlige behov i skolen. Det er et langt sejt træk,” siger Thyge Tegtmejer.

Unge (NEET-gruppen)

Mens de fleste danske unge går videre til en ungdomsuddannelse eller finder et arbejde efter folkeskolen, så er der en gruppe af unge, der ikke kommer i gang eller dropper ud af job eller uddannelse. De har ikke afsluttet en ungdomsuddannelse, er hverken i job eller uddannelse og går under betegnelsen “NEET” – Not in Employment, Education or Training.

“Vi har at gøre med unge, der er meget forskellige, så derfor skal man passe på med at definere dem som én gruppe. Nogle er kun ude af systemet for en kort stund, mens andre står uden for i årevis. De problemer, som de unge kæmper med, er også af vidt forskellig karakter, så derfor er det vigtigt, at løsningerne bliver tilpasset den enkeltes behov,” siger seniorforsker Iben Bolvig, der har beskæftiget sig indgående med netop disse unge.

Det drejer sig om cirka 45.000 unge 16-24-årige, der står uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid.

Antallet af mest udsatte unge ligger stabilt

De ting, som spænder ben for de unges færd videre i systemet, kan for eksempel være psykiske vanskeligheder, lavt karaktergennemsnit, kriminalitet, misbrug, stress, angst, ADHD eller autisme. Omkring 15.000 af de unge, der har været inaktive i minimum et år, søger om offentlig forsørgelse – og det tal har ligget forholdsvist stabilt igennem mange år.

“Det er disse unge, som har det allersværest – og som er dyrest for samfundet. At antallet har været det samme igennem flere år på trods af skiftende konjunkturer i samfundet, fortæller lidt om, hvor svært det kan være at hjælpe de unge med de tungeste problemer videre i livet,” siger Iben Bolvig.

Ifølge hende er det dog muligt at hjælpe de unge, men deres problemer er ofte komplekse og kræver tværfaglige indsatser. Derfor er hun spændt på, om vi snart begynder at se effekterne af KUI – en ungelovgivning fra 2019, som giver kommunerne bedre mulighed for at arbejde på tværs af sektorer som eksempelvis sundhed og uddannelse.

Vi mangler viden om de unges liv efter folkeskolen

En af de helt store udfordringer er ifølge Iben Bolvig, at vi ved for lidt om, hvad der sker i slippet fra folkeskolen og frem – og det gælder ikke blot de unge på offentlig forsørgelse, men også andre unge, som hverken er i gang med uddannelse eller i arbejde, men som bliver forsørget på anden vis.

Det har særligt overrasket hende, at to ud af tre af de unge i NEET-gruppen, der ikke er på offentlig forsørgelse, stadig er inaktive efter et år. At de ikke har søgt om offentlig forsørgelse, er altså ikke nødvendigvis et udtryk for, at de har andre planer.

”Det burde få alarmklokkerne til at ringe. De her unge bliver ved med at hoppe ind og ud af systemet, men vi ved faktisk ikke, hvad de egentlig laver. Har de det for dårligt til overhovedet at have kontakt med systemet? Bliver de forsørget af deres forældre? Lever de af kriminalitet? Har de startet virksomhed? Vi ved det ikke,” siger Iben Bolvig.

Det er et spørgsmål, hun gerne vil undersøge nærmere, for hvis vi får større indsigt i de unges tanker og udfordringer, vil det også være nemmere at give den rette hjælp.