Arbejdsområder
Katrine Iversen arbejder med at evaluere og understøtte udvikling af indsatser til udsatte og anbragte børn og unge – dette både på kommunalt og på statsligt niveau. Blandt andet arbejder Katrine med at undersøge trivslen hos udsatte og anbragte børn og unge, udvikling af indsatser til unge tidligere anbragte i overgangen til voksenlivet, udvikling af en behandling til børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, udvikling af intensive forløb til unge med komplekse problemer og udadreagerende adfærd, samt med evalueringsunderstøttelse af et områdeløft for børn i alderen 0-6 år på tværs af almenområdet og det specialiserede område.
Metoder
Katrine Iversen er specialist i implementerings- og virkningsevalueringer. Hun tilrettelægger ofte evalueringsdesigns, der både kan vidensunderstøtte lokal udvikling og implementering af indsatser, og som samtidig kan generere viden om indsatsens virkninger. Hun har erfaring med både kvantitative og kvalitative metoder, som hun oftest anvender i kombination. Det centrale for Katrine er, at de anvendte metoder og evalueringsdesignet understøtter det konkrete vidensbehov på bedst mulige vis.
Baggrund
Katrine Iversen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og blev færdiguddannet i 2012. Efterfølgende har hun arbejdet som udviklingskonsulent inden for området strategi, evaluering og dokumentation i Socialforvaltningen, Aarhus Kommune.
I 2014 startede Katrine Iversen som projektleder i KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (nu VIVE).
Tidligere har hun siddet i Dansk Evalueringsselskabs bestyrelse og i VIVEs bestyrelse. I 2022 blev hun valgt ind i bestyrelsen hos De Anbragtes Vilkår.