Faglige principper for ungestøtte

Undersøgelser viser, at en stor del af de unge ikke har overblik over deres muligheder og rettigheder, når de fylder 18 år. Det gælder både dem, der har modtaget ungestøtte, og dem, der ikke har. I en undersøgelse fortæller et panel af unge i målgruppen for ungestøtte, at de generelt ikke oplevede at blive informeret om deres rettigheder i forbindelse med de beslutninger og afgørelser, der blev truffet omkring deres overgang til voksenlivet. De beskriver, at de fx ikke blev informeret om, at de kunne stille spørgsmålstegn ved beslutningen om, hvorvidt de blev tilbudt ungestøtte eller ej, og hvordan ungestøtten skulle udformes.

Desuden oplevede de ikke, at der var nogen fælles drøftelse om beslutningerne. Derfor påpeger flere af de unge også, at de havde en oplevelse af, at sådanne beslutninger blot var nogle, man som ung blev informeret om, frem for nogle man kunne have en aktiv stemme i. Flere af de unge efterspørger desuden, at man som ung får indsigt i udfaldsmulighederne på beslutningen om ungestøtte og konsekvenserne heraf.

 Dette ville ifølge dem hjælpe én til at være forberedt på, hvilken betydning en beslutning ville kunne have for fremtiden – fx at en given udfaldsmulighed kan betyde, at man skal flytte fra sin nuværende bopæl.

Endvidere finder en undersøgelse af ungestøtte og støtte set fra de unges perspektiv fra 2022, at oplevelsen hos de unge er, at systemets logik for tildelingen af støtte trumfer deres eget perspektiv. Eksempelvis opleves kravet om, at der skal være udsigt til en udvikling, for at ungestøtte kan bevilliges eller fortsætte, som uklart, og kravet giver for flere unge ikke mening ud fra deres faktiske behov for hjælp og støtte.

Undersøgelser viser, at de unge, som har de bedste erfaringer i mødet med systemet og i forbindelse med tildelingen af støtte og hjælp, er de unge, der enten har en professionel eller privat ressourceperson i deres netværk, som løbende har bistået dem med kontakten, eller de unge, som oplever at have en god og stabil relation til deres børne- og ungerådgiver.

De unge fremhæver det at blive grundigt indført i, hvordan lovgivningen fungerer, og hvad deres rettigheder er, som en central forudsætning for, at de kan få den rette støtte og hjælp. Det er som oftest børne- og ungerådgiveren, der står for denne vidensformidling, og ofte vil vidensformidlingen være bundet op på den unges relation til rådgiveren. Dette skaber en skrøbelighed i tilfælde af rådgiverskifte, hvilket afspejles af, at flere af de unge, som oplever rådgiverskifte i tiden op til deres 18. leveår, oplever, at deres indføring i rettigheder og lovgivning samtidig forsvinder.

Unge i et panel for unge i målgruppen for ungestøtte peger i den sammenhæng på, at det kan være hensigtsmæssigt, at en person, som den unge kender, og som kender den unge, kan støtte dem i processen, hvor der træffes afgørelse om ungestøtte. Det vigtige er, at denne person løbende kan snakke med den unge om processen, informere den unge om de forskellige udfaldsmuligheder og scenarier samt informere om den unges rettigheder, da dette skaber tryghed for den unge i processen, uanset hvordan beslutningen falder ud.

På tværs af en række undersøgelser påpeger de unge, der har deltaget som informanter, at de ofte hverken har kendskab til tildelingskriterierne eller deres muligheder og rettigheder i forbindelse med afgørelsen om støtte.

Viden om rettigheder og støttemuligheder samt indsigt i grundlaget for de beslutninger, der træffes, kan være afgørende for, at de unge takker ja til ungestøtte, og afgørende for, at det er den rette støtte, der iværksættes. Derfor er det vigtigt, at støtten er gennemskuelig for de unge.

Det estimeres, at en gruppe på 5-10 % af de unge i målgruppen for ungestøtte vælger at takke nej til støtten. Dette er enten, fordi de ikke oplever et støttebehov, fordi de er foranstaltningstrætte og ikke ønsker at være en del af det kommunale system, eller fordi de ikke oplever, at den støtte, de tilbydes, er relevant for dem. Dertil kommer, at flere nyere praksisundersøgelser finder, at de unge, der har modtaget ungestøtte i mange tilfælde, ikke oplever at have fået tilstrækkelig støtte og hjælp i forbindelse med deres overgang til voksenlivet.

En undersøgelse viser, at en relativt stor andel (42 %) af ungestøttemodtagerne ikke mener, at deres behov for støtte er blevet imødekommet, siden de fyldte 18 år. De unges oplevelse er, at støtten især har hjulpet til at håndtere praktiske ting i hverdagen og til at komme i gang med eller fortsætte med en uddannelse. Færre unge oplever, at støtten har hjulpet til at håndtere personlige problemer og udfordringer, mens færrest mener, at støtten har hjulpet dem med at kunne styre deres økonomi. Der er også unge, som oplever, at støtten slet ikke eller i mindre grad har bidraget til de fleste af disse ting.

Praksisundersøgelser viser, at de unge har en oplevelse af, at kommunerne har stort fokus på de unges kompetencer og støttebehov i forhold til praktiske gøremål i hverdagen i forbindelse med beslutningen om tildeling af ungestøtte. Flere af de unge oplever dog, at forudsætningen for, at de kan aktivere deres praktiske kompetencer, er, at de er trygge og trives i hverdagen. De unge efterspørger på den baggrund et bredere fokus, så støtten i lige så høj grad kan imødekomme deres behov for at kunne vende oplevelser og udfordringer i hverdagen med en kontaktperson eller lignede samt for at få rådgivning og vejledning til håndtering af konkrete situationer med familie, venner, på uddannelsen eller på jobbet.

Forskning peger endvidere på, at det ofte er en proces for de unge at erfare, hvilke støttebehov de har i overgangen til voksenlivet. For nogle betyder det, at de støttebehov, de oplevede at have indledningsvist, senere viser sig at være nogle andre. Dette er enten, fordi deres støttebehov har ændret sig, eller fordi de over tid får indsigt i deres reelle støttebehov. For andre unge betyder det, at de først takker nej til ungestøtte, fordi de ikke oplever behov for støtte, men hvor de senere oplever at have forskellige støttebehov i hverdagslivet.

Både praksisundersøgelser og forskning viser, at det kan være afgørende for, om den støtte og hjælp, de unge modtager, virker, at de unge oplever, at den imødekommer deres konkrete støttebehov, og de unge derfor er motiveret for at modtage støtten. Samtidig er det vigtigt, at støtten løbende tilpasses i forhold til, hvad de unge erfarer, at deres støttebehov er. Herunder er det også vigtigt, at der på et senere tidspunkt kan iværksættes ungestøtte til de unge, der takkede nej til ungestøtte ved anbringelsens afslutning, i tilfælde af, at deres behov ændrer sig.

Praksisundersøgelser finder, at ungestøtte af særlig høj kvalitet er karakteriseret ved en tæt koordinering af den unges indsatser og mål på tværs af involverede aktører. Desuden finder undersøgelserne, at koordinering på tværs af forskellige systemer og sfærer i den unges liv er afgørende for, at den hjælp og støtte, som den unge får fra forskellige systemer, supplerer hinanden.

Nogle af de unge har oplevet, at de i kortere eller længerevarende perioder har stået alene med at forstå og koordinere deres støtte på tværs af forskellige systemer samt at have haft ansvaret for at kende til systemernes regler, logikker og snitflader. Ofte har de dog ikke haft viden om, hvilke former for støtte der hører ind under hvilke systemer. Støtte til koordinering opleves derfor generelt som en vigtig hjælp – særligt for de unge, som har kontakt med mange systemer. For de unge er det således vigtigt, at det er de fagprofessionelle, som varetager koordineringen af deres forskellige støtteindsatser.

Samtidig finder praksisundersøgelser, at kommunerne oplever, at der er behov for at forbedre samarbejdsrelationerne internt mellem forvaltningerne, men også mellem øvrige aktører i de unges liv. Særligt fremhæver kommunerne, at det i forhold til ungestøttemålgruppen kan være nyttigt at forbedre samarbejdet med uddannelsesinstitutioner, UU-vejledninger, gadeplansarbejdere (SSP) og frivillige organisationer.

Udover koordinering på tværs af støtteindsatser viser en praksisundersøgelse, at det også er vigtigt for de unge, at støtten tager højde for og koordineres med større livsændringer i de unges liv. Eksempelvis er det vigtigt for de unges udvikling, at beslutningen om tildeling af ungestøtte og evt. tilrettelæggelse af en ungestøtteindsats tager højde for fx opstart på uddannelse eller beskæftigelse.

Flere praksisundersøgelser vidner om, at relationer er vigtige for de unge, men at de ofte også er vanskelige at indgå i og vedligeholde. De unge fortæller, at de har stort behov for at have fortrolige relationer i deres hverdagsliv, som de kan betro sig til og få støtte af, når de oplever udfordringer. Særligt ikke-biologiske nære relationer – såsom kontaktpersoner eller andre voksne på anbringelsesstedet – fremhæves ofte af de unge som værende centrale i denne forbindelse, idet de sjældent kan få den fornødne støtte og omsorg fra deres forældre.

Samtidig viser praksisundersøgelser, at de unge ofte har stor usikkerhed omkring relationer, og at nogle har en skepsis i forhold til at skulle danne relationer. En del har erfaringer med skift i de nære relationer, og som følge heraf er flere tilbageholdne med at åbne sig op over for og binde sig til nye relationer. Ud over de nære relationer har de unge behov for brobyggende bånd og relationer, der skaber kontakt til nye fællesskaber, som kan give den enkelte oplevelse af at høre til i det omgivende samfund. Samtidig er der dog også mange af de unge, der fortæller, at de ikke rigtig indgår i venskabsgrupper, og at de ofte sidder hjemme og isolerer sig. Dette er særligt en udfordring for unge, som i forvejen har et spinkelt socialt netværk.

En praksisundersøgelse af investering i ungestøtte finder, at etablering af stabile relationer for de unge er en særlig virksom mekanisme i ungestøtteindsatsen, og at en god relation til enten kontaktperson eller børne- og ungerådgiver er meget afgørende for de unges udvikling. Dette understøttes af fundene i en praksisundersøgelse af erfaringer fra eksisterende indsatser til unge i målgruppen for ungestøtte, der har specifikt fokus på opbygning af de unges netværk og relationer.

Erfaringen på tværs af flere af de indsatser, der arbejder med de unge, er, at opbygning af de unges netværk og relationer i mange henseender er forudsætningen for, at de bliver i stand til at kunne fastholde egen bolig, tage en uddannelse og/eller komme i beskæftigelse. Den underliggende forandringskæde for indsatserne er således at arbejde med de unge, så de opbygger en tillid til andre mennesker og udvikler deres kompetencer i forhold til indgå i og vedligeholde vedvarende positive sociale relationer, og at dette er forudsætningen for, at de unge bliver i stand til at påbegynde og gennemføre en uddannelse eller komme i beskæftigelse.

Med udgangspunkt i ovenstående er det bemærkelsesværdigt, at både forskning og praksisundersøgelser finder, at mange af de unge oplever, at deres ungestøtte slet ikke eller kun i mindre grad har bidraget til, at de unge opbygger et socialt netværk. Der peges i undersøgelserne på, at opbygning af netværk og relationer er en meget stærk beskyttelsesfaktor, som kan være afgørende for, at de unge kan opnå et selvstændigt voksenliv med uddannelse, beskæftigelse og egen bolig i forhold til et godt voksenliv, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt, at opbygning af netværk og relationer bliver en mere central målsætning i ungestøtteindsatsen.

Praksisundersøgelser finder, at stabilitet i ungestøtten kan have stor betydning for de unges langsigtede udvikling hen mod et selvstændigt voksenliv. Visheden om, at støtten er der, hvis de får det dårligere, giver de unge tryghed, og samtidigt er vigtigt for dem, at ungestøtten ikke afsluttes, før målet med indsatsen er opnået.

Undersøgelser viser, at flere af de unge har oplevet, at ændringer i deres livssituation har medført, at ungestøtteindsatsen er blevet ændret eller afsluttet, selvom deres behov for støtte ikke har ændret sig. Dette kan fx være som følge af flytning, at den unge ikke har kunnet gennemføre en påbegyndt uddannelse eller som følge af den revurdering af ungestøtten, som lovgivningsmæssigt skal ske hver sjette måned.

Praksisundersøgelser finder, at de unge oplever, at de for at modtage støtte helst ikke skal klare sig for godt, for så har de ikke et reelt behov for støtte – men omvendt må de ikke være så dårligt fungerende, at kommunen ikke forventer, at de inden for en overskuelig fremtid kan profitere af støtten.

Konsekvensen af dette kan være, at de unges overvejelser om fremtiden bliver kortsigtede og bekymringsfulde. Nogle unge fortæller endog om at sno sig og snakke systemet efter munden ved at lyve sig dårligere, end de er, for at få den støtte, som de selv oplever er afgørende for at kunne trives og passe deres uddannelse, job og bolig.

De unge efterspørger på baggrund af ovenstående, at målet med ungestøtten tydeliggøres over for den enkelte. De efterspørger konkrete handlingsorienterede målsætninger, der både over for dem selv, deres børne- og ungerådgiver og/eller deres kontaktperson tydeliggør, hvad der skal til for at opnå målet, og dermed også en dialog om, hvornår målet vurderes opnået.

For de unge er det vigtigt, at støtten ikke afsluttes, før de har fundet en retning i livet og er funderet i voksenlivet. Dette er i tråd med anbefalingerne fra Policy Lab om, at ungestøtteindsatsen først bør afsluttes, når den unge i samarbejde med myndighed og fagprofessionelle har indfriet målsætningerne for et selvstændigt voksenliv.