Vi gifter os med dem, der ligner os selv

Danskere gifter sig ikke for pengenes skyld, men på grund af kulturelle ligheder. Det er særligt de universitetsuddannede, der finder sammen, skriver Stefan Bastholm Andrade og Jens-Peter Thomsen i denne analyse, der har været bragt i Politiken.

Kategorier

Artikel

Hvis kortuddannede kun finder sammen med andre kortuddannede, og dem med en lang videregående uddannelse gør det tilsvarende, koncentreres ressourcerne i bestemte familier, og samfundet bliver mere opdelt. Modelfoto: Ole Bo Jensen

Samfundsforskningen har en lang tradition for at studere ægteskabsmønstre.

Det skyldes, at ægteskabsmønstre giver os viden om, hvordan de sociale, kulturelle og økonomiske ressourcer er fordelt i samfundet.

Ægteskabsmønstre har dermed stor betydning for uligheden i samfundet.

Hvis f. eks. kortuddannede kun finder sammen med andre kortuddannede, og dem med en lang videregående uddannelse gør det tilsvarende, koncentreres ressourcerne i bestemte familier, og samfundet bliver mere opdelt.

Da ægte-og partnerskab ofte ender med børn, er der desuden stor sandsynlighed for, at denne ulighed forsætter til de næste generationer. Ægteskabsmønstre kan således ses som en form for mål for, hvor åbent et samfund er: Gifter vi os på kryds og tværs, eller gifter læger sig alene med læger og ufaglærte alene med andre ufaglærte? I en nyligt udgivet forskningsartikel har vi analyseret 35-årige danskeres ægteskabs-og partnerskabsmønstre over de seneste 30 år.

Vi har blandt andet undersøgt, hvad der forklarer sammenhængen i partnerskabsmønstre bedst: Er det personernes overordnede uddannelsesniveau, det vil sige, om de har f. eks. en grundskole-, gymnasial, erhvervs-eller akademisk uddannelse? Er det deres specifikke uddannelse, for eksempel om de er lærere eller arkitekter? Eller er det det lønniveau, som knytter til den uddannelse, de har taget?

Vores undersøgelse har tre centrale resultater. For det første finder vi, at tendensen til at finde sammen med nogle, der ligner os selv, har været dalende i Danmark i årene 1984-2013. Vi lukker os med andre ord ikke helt så meget om vores egen sociale position, som vi gjorde for 30 år siden.

For det andet finder vi dog stadig, at personer er meget mere tilbøjelige til at finde en partner med samme uddannelse, end de er til søge sammen med andre.

Det er særligt de universitetsuddannede, der finder sammen.

Faktisk er det sådan, at universitetsuddannede, selv når vi har taget højde for andre forklaringsmuligheder, er fem gange så tilbøjelige til at finde sammen som til at finde sammen med personer med en anden uddannelse.

Kigger vi på enkelte uddannelser, er forskellene endnu større. Eksempelvis er arkitekter 32 gange så tilbøjelige til at finde sammen, som de er til at finde sammen med personer med en anden uddannelse, læger er 15 gange så tilbøjelige til at finde sammen, og journalister er 22 gange så tilbøjelige til at finde sammen.

Endvidere finder vi, at stik mod den generelle trend har disse uddannelser faktisk lukket sig mere om sig selv de seneste 30 år.

For det tredje finder vi, at en persons uddannelse forklarer partnervalgsmønstrene langt bedre end personens forventede indkomst. I vores analyse skelner vi groft sagt mellem, om mønstrene i partnervalg bedst lader sig forklare kulturelt (uddannelsesmæssigt) eller økonomisk (indkomst). Her er konklusionen klar: Personernes uddannelse, det vil både sige deres uddannelseslængde, og om de f. eks. er arkitekter, lærere eller elektrikere, er langt de bedst mål for at forklare sammenhængen i partnervalget.

Personernes forventede indkomst forklarer til gengæld partnervalgsmønstrene meget dårligt.

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor uddannelse i højere grad end indkomst spiller en rolle for partnervalg: Mennesker møder ofte hinanden på uddannelsessteder, særligt de højtuddannede, som går gennem uddannelsessystemet i en alder, hvor partnervalget typisk foregår.

Vi ved også fra forskningen, at en persons uddannelse er et stærkt signal om personens normer, værdier, og kulturelle præferencer. Vi har med andre ord en tendens til at orientere os mod mennesker, der ligner os selv i forhold til værdier og præferencer.

Den sociale-kulturelle drift er i Danmark tilsyneladende stærkere end den nyttemaksimerende drift, som ellers ville tilsige, at vi i højere grad burde vælge partnere med attraktive økonomiske potentialer og ikke skele til, hvilken type uddannelse de havde.

For eksempel ville det mest rationelle for personer med en arkitektuddannelse – som er en uddannelse med en relativt høj arbejdsløshedsprocent – være at søge partner blandt personer med en erhvervsøkonomisk uddannelse i bagagen, som er en uddannelse, der leder til mindre arbejdsløshed og større indkomst.

Denne uddannelseskombination er imidlertid en ganske sjælden foreteelse, da arkitekter i langt højere grad gifter sig med hinanden, end de søger andre steder hen.

Denne tendens forstærkes givetvis også af, at vi lever i et velfærdssamfund, hvor vi har mere frihed til at vælge partner uafhængig af økonomi, end man har i andre lande.

FAKTA: hvem gifter vi os med?

 

Søjlerne illustrerer hvor mange gange så tilbøjelig man er til at finde sammen med en der har den samme uddannelse som en selv, som man er til at finde sammen med en person med en anden uddannelse. Kilde:  ‘Educational assortative mating: a micro-educational approach’, udkommet i British Journal of Sociology, 8. november 2018.