Nyhed 1. MAJ 2024

VIVE-forsker skal lede nyt videnscenter om seniorer på arbejdsmarkedet

Seniorforsker Mona Larsen bliver leder af det nye videnscenter, som de kommende år skal være drivende i viden og formidling om rekruttering og fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet.

Både offentlige og private arbejdspladser oplever i dag mangel på arbejdskraft, og manglen bliver ikke mindre de kommende år, hvor den yngre del af arbejdsstyrken skrumper. Derfor er der brug for at styrke fokus på seniorerne på arbejdsmarkedet.

Det skal det nye Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet være med til at sikre, og seniorforsker Mona Larsen kommer til at stå spidsen som faglig centerleder.

”Jeg glæder mig til at arbejde fokuseret på et felt, jeg har arbejdet på i mange år. Vi har stærkt brug for seniorerne på arbejdspladserne, og centeret skal både samle eksisterende viden og producere ny forskning på området. Og så skal vi ikke mindst have den viden ud at leve til gavn for seniorerne og arbejdspladserne,” siger Mona Larsen, der som forsker har beskæftiget sig indgående med blandt andet fastholdelse af seniorerne.

Centeret skal blandt andet se på, hvad der til for at gøre det muligt og attraktivt for flere seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet, men også hvad man kan gøre for, at seniorerne ikke hænger fast i ledighed længere end andre, som tilfældet ofte er i dag.

Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet er vedtaget af et flertal i Folketinget, som har afsat 42 millioner kroner frem til udgangen af 2026 til at samle, producere og formidle viden på området.

Centeret bliver en selvstændig enhed under VIVE og har en styregruppe med repræsentanter fra FH, DA, Ældre Sagen, Faglige Seniorer og Beskæftigelsesministeriet.